Pages

tirsdag den 11. november 2014

Svend the dog

For nogle måneder siden, mens bloggen var ved at blive kvalt i stilheden, da begyndte det at larme lidt mere her.
Jeg har en forkærlighed for dyr, det er vist i sig selv ingen hemmelighed og havde jeg haft pengene og pladsen til det, så havde jeg nok haft endnu flere dyr end nu.
Men status er altså at vi på matriklen nu bor 2 stk katte, 2 stk hunde og den sidst ankommende som er en kanin.

Det er dog den sidst ankommende hund jeg vil dele med jer!
Han har fået navnet Svend og er lidt af en mundfuld kontra den trebenet snork frøken jeg havde i forvejen.
Han er en blandingshund, men hønsehunden er man ikke et sek i tvivl om er en del af blandingen.











lørdag den 8. november 2014

Vrangen ud!

I dag læste jeg et skønt indlæg hos Libbie, som kun satte endnu mere skub i det indlæg jeg gik i gang med at skrive for længe siden, da jeg læste med netop her hos Betina.

Sagen er den at jeg for et godt stykke tid siden glemte at være tro mod mig selv og det jeg ønsker at stå for!
Det er ingen hemmelighed jeg har ramt bunden et par gange i form af sygdom og depressioner, men sandheden er at denne gang lod jeg det virkelig løbe løbsk.
Jeg tog er KÆMPE spring da jeg sagde farvel til lejligheden i København og min meget kendte hverdag, for at flytte på landet til en ny og ukendt hverdag! Men hvad pokker, det kunne jeg da klare uden at blinke. Jeg tog så meget fejl.

Først for ca. to uger siden gik det virkelig op for mig hvor langt ude jeg var. Søvn var en by i Rusland og mine tanker var mørke, som i virkelig mørke. Da jeg for år tilbage arbejdede hos DSB, havde jeg virkelig en afsky for mennesker der tog sit eget liv ved at springe ud foran toget. Var de ikke klar over hvor meget de påvirkede et fremmet menneske, som "bare" passede sit arbejdet, når de lige følte behov for at blive til mos på ruden. Nu var det bare sådan, at jeg i mine mørke tanker, blev en af dem der rent faktisk lå og forstillede mig hvor hurtigt og ligetil det kunne være, hver gang jeg kunne høre toget køre forbi ude foran. Så langt ude har jeg aldrig været før. Jeg har tænkt mørkt, men aldrig sådan. Jeg har før kunne styre det ved hjælp af medicin og en enkel samtale her og der. Denne gang er det bare som om der er noget mere. Så mange spørgsmål som jeg gerne vil have besvaret og så stor en frygt for at miste dem der står mig nær, alt imens jeg føler jeg ikke slår til nogen steder!
Hvordan vinder man sådan en kamp?

Jeg ved det helt ærlig ikke, og det kommer dælme også an på hvilket tidspunkt man fanger mig på, hvor optimistisk jeg er. 
Min begyndelse på Uni, har fået et brat slutning! Det er ikke det jeg skal nu, det kan jeg simpelthen ikke. Hvad jeg så skal? Tja, jeg skal vel søge noget arbejde, bare ikke nu!
Nu skal jeg finde tilbage, på den ene eller anden måde. Finde tilbage i rollen som mor, så jeg med god ro i sindet kan smide mig i sengen om aften og sige til mig selv at jeg gjorde det godt nok! Så må alt andet sku vente lidt endnu.


Bloggen vil igen blive mit vindue til mit liv, både når det er sjovt, kreativ, surt, kedeligt og pisse fantastisk.
Så velkommen tilbage til min lille verden, hvor jeg det næste stykke tid vil huske mig selv på at det er okay bare at være mig, ikke leve i et bo bedre hjem, Vito dør ikke af jeg glemmer at børste hans tænder en enkel aften og mælken også kan blive sur herhjemme!