Svend the dog

For nogle måneder siden, mens bloggen var ved at blive kvalt i stilheden, da begyndte det at larme lidt mere her.
Jeg har en forkærlighed for dyr, det er vist i sig selv ingen hemmelighed og havde jeg haft pengene og pladsen til det, så havde jeg nok haft endnu flere dyr end nu.
Men status er altså at vi på matriklen nu bor 2 stk katte, 2 stk hunde og den sidst ankommende som er en kanin.

Det er dog den sidst ankommende hund jeg vil dele med jer!
Han har fået navnet Svend og er lidt af en mundfuld kontra den trebenet snork frøken jeg havde i forvejen.
Han er en blandingshund, men hønsehunden er man ikke et sek i tvivl om er en del af blandingen.

Vrangen ud!

I dag læste jeg et skønt indlæg hos Libbie, som kun satte endnu mere skub i det indlæg jeg gik i gang med at skrive for længe siden, da jeg læste med netop her hos Betina.

Sagen er den at jeg for et godt stykke tid siden glemte at være tro mod mig selv og det jeg ønsker at stå for!
Det er ingen hemmelighed jeg har ramt bunden et par gange i form af sygdom og depressioner, men sandheden er at denne gang lod jeg det virkelig løbe løbsk.
Jeg tog er KÆMPE spring da jeg sagde farvel til lejligheden i København og min meget kendte hverdag, for at flytte på landet til en ny og ukendt hverdag! Men hvad pokker, det kunne jeg da klare uden at blinke. Jeg tog så meget fejl.

Først for ca. to uger siden gik det virkelig op for mig hvor langt ude jeg var. Søvn var en by i Rusland og mine tanker var mørke, som i virkelig mørke. Da jeg for år tilbage arbejdede hos DSB, havde jeg virkelig en afsky for mennesker der tog sit eget liv ved at springe ud foran toget. Var de ikke klar over hvor meget de påvirkede et fremmet menneske, som "bare" passede sit arbejdet, når de lige følte behov for at blive til mos på ruden. Nu var det bare sådan, at jeg i mine mørke tanker, blev en af dem der rent faktisk lå og forstillede mig hvor hurtigt og ligetil det kunne være, hver gang jeg kunne høre toget køre forbi ude foran. Så langt ude har jeg aldrig været før. Jeg har tænkt mørkt, men aldrig sådan. Jeg har før kunne styre det ved hjælp af medicin og en enkel samtale her og der. Denne gang er det bare som om der er noget mere. Så mange spørgsmål som jeg gerne vil have besvaret og så stor en frygt for at miste dem der står mig nær, alt imens jeg føler jeg ikke slår til nogen steder!
Hvordan vinder man sådan en kamp?

Jeg ved det helt ærlig ikke, og det kommer dælme også an på hvilket tidspunkt man fanger mig på, hvor optimistisk jeg er. 
Min begyndelse på Uni, har fået et brat slutning! Det er ikke det jeg skal nu, det kan jeg simpelthen ikke. Hvad jeg så skal? Tja, jeg skal vel søge noget arbejde, bare ikke nu!
Nu skal jeg finde tilbage, på den ene eller anden måde. Finde tilbage i rollen som mor, så jeg med god ro i sindet kan smide mig i sengen om aften og sige til mig selv at jeg gjorde det godt nok! Så må alt andet sku vente lidt endnu.


Bloggen vil igen blive mit vindue til mit liv, både når det er sjovt, kreativ, surt, kedeligt og pisse fantastisk.
Så velkommen tilbage til min lille verden, hvor jeg det næste stykke tid vil huske mig selv på at det er okay bare at være mig, ikke leve i et bo bedre hjem, Vito dør ikke af jeg glemmer at børste hans tænder en enkel aften og mælken også kan blive sur herhjemme!

Jeg er hjemme..........

I mere end en forstand.
Først og fremmeste, jeg er færdig med min HF. Jeg fik min hue og med mig tog jeg et meget pænt snit med ud. Nu går jeg og venter på det bliver onsdag, så brevet i min postkasse forhåbentlig fortæller mig hvad min fremtid skal bringe! Jeg krydser i hvert fald fingere.

Ud over det er mit Københavner eventyr og livet på vesterbro ved at være slut. Pr. 1. September overtager de nye ejer lejligheden og jeg siger farvel til 7 skønne år på vesterbro.
Mine tanker har hele tiden været at jeg enten ville blive i København eller rykke mod Nordsjælland. Sådan er det dog ikke helt gået og faktisk rykker jeg den helt anden vej, nemlig til Stevns.
Jeg er så småt ved at falde til hernede, lære at ikke alt har åben når jeg har brug for det, højt til himlen og en masse natur. Selvom jeg endnu ikke helt vil stå ved det, så nyder jeg det faktisk til fulde og fem. Skulle jeg dog være den mindste smule i tvivl, skal jeg dog blot kigge på hunden, kattene og Vito, for der er ingen tvivl om de nyder det hele.

Med nyt hjem, kommer ny indretning og se denne del nyder jeg maks. Jeg glæder mig til at tage jer med rundt i huset, når tingene efterhånden kommer på plads. Det første der er ved at stå klar er spisestuen.

Nu er jeg hvert fald hjemme, som jeg ikke troede det var muligt for mig og jeg glæder mig til denne rejse!

Og ikke mindst glæder jeg mig over mit overskud vender tilbage, for jeg kommer ikke uden om at bloggen er forsømt!
Nu håber jeg det nye design virkelig kan være startskuddet på liv i bloggen igen. Denne gang er det meget stil rent og ikke så larmende som før.

Mig og mine mænd

I mit liv er der 3 mænd som spiller en rigtig stor rolle. De har alle 3 været med til at forme mig og haft en kæmpe betydning for hvem jeg er i dag!

Jeg har gennem hele livet haft to kæmper stående bag mig, som har været mine krigere og mine trofaste støttere! Mine brødre har været der hele mit liv og dem som altid har været der for mig, både gennem godt og ondt!
Jeg har siddet som lille pige i en lidt for lille lejlighed med mine to brødre, hvor de har ført åben krig når deres fodboldhold spillede og ikke kunne forstå noget som helst om hvorfor det kunne være så vigtig for dem. Det er lidt sjovt, det er faktisk et af de mindre jeg har fra min barndom som jeg husker tydeligst og som det lykkeliste. Uanset hvad, følte jeg mig tryg hos mine brødre og vil gøre det altid. Meget er ændret siden den gang, men bestemt ikke til det dårligere!
I dag er jeg velsignet med at de hver især er blevet gift med de skønneste kvinder, har fået de skønneste drenge og har slået rod i familie livet!
Stiller man hele min familie op på en lang række, vil man ikke kunne finde mange fællestræk ved os. Mine brødre og jeg har altid været som dag og nat og på en eller anden måde har de også fundet en kærlighed som ikke ligner nogle af os. Vi er en blandet flok på 5 personer og uanset hvor forskellige vi er ved jeg ALTID hvor jeg kan finde støtte og hjælp!

Den tredje mand i mit liv er min far. Man kan godt sige at min og min far fik en skæv start på livet sammen, men i dag er jeg uden tvivl fars pige og indrømmer gerne at jeg i en alder af 27 år, af og til flygter på landet og gemmer mig langt væk hos min far. Hos ham får jeg lov til at være mig, han give mig plads og lader mig selv komme frem med mine tanker når tiden er.
Mange kan ikke forstå det bånd jeg har til min far i dag og det er egentlig også okay. Det er ikke noget der skal forklares, det er der og troede jeg på eventyr ville jeg sige at der var magisk.
Jeg har levet et liv meget anderledes end de fleste andre og har som voksen også valgt mit liv anderledes end de fleste! Det kan koste nogle fordomme og en masse spørgsmål, men hos mig far bliver jeg ikke dømt. Han gør det som alle andre forældre gør, han råder mig, viser vej og guider mig. Ofte ender jeg slet ikke med de samme beslutninger som han mener er de rigtige, men alligevel er han klar til at køre til bageren søndag morgen og servere morgenmad for mig, når jeg endnu engang har brændt fingrene og er kravlet tilbage til den trygge hule langt ude på landet.
Jeg har igennem tiden hørt fra lærerer, psykologer og andre kloge folk at jeg i min opvækst manglet kærlighed! Det er en af de ting jeg aldrig bliver enige med dem i. Kærligheden har ikke haft ord i vores familie, men den har uden tvivl været der og vi er bundet stærkt sammen!
Jeg sidder i dag og beundre min far. Selvom han havde de første 100 grunde til at gå fra min mor i sin tid, så gjorde han det ikke.
Jeg har aldrig turde spørge hvorfor han ikke gjorde det, men jeg tror at han tildels gjorde det for os børn, men ikke mindst af alt, fordi han elskede min mor betingelsesløst!
En sådan kærlighed er sjælden!

Jeg er dykket ned i billeder og ikke mindst tiden og kan nu sige, her er min familie og mine mænd!
 

Jeg arbejder på en webshop

Jeg har taget springet og vil åbne en webshop. Tanken har jeg leget med længe, men først nu er lysten og overskuddet virkelig kommet.
Det tager tid, ingen tvivl om det! Jeg tager en ting af gangen og i mit eget tempo, men en ting er sikkert!! Jeg glæder mig til at den er færdig.

Herunder er der lidt af de færdige og redigeret billeder af tingene til webshoppen!

Hokus pokus, mig i forkus

Kender i det at man i hverdagen pludselig har glemt sig selv, blandt barnet, vasketøjet, skolen og aftensmaden? For nogle måneder siden "vågnet" jeg op og indså mit liv var på vej et sted hen jeg egentlig slet ikke ønskede.
Hverdagen havde magten over mig og ikke omvendt. Jeg anet ikke hvad ben jeg skulle stå på og hvordan jeg fandt tilbage.. For hvad var det egentlig jeg gerne ville?
Jeg er ikke helt sikker på jeg helt har fundet ud af det endnu, men jeg har taget nogle skridt i den retning jeg tror jeg gerne vil.

Mit fravær herinde har været stille, men mit liv har bragt meget larm med sig.
Jeg har stået i situationer jeg aldrig i hele mit liv havde troede at netop jeg ville ende i! Jeg er gået fra personer, med mere end bare mærker på sjælen denne gang!
Afstanden til det liv jeg kendte var alt alt for stor og jeg var i den grad faret vild. Jeg bliver aldrig hende som finder tilbage til der hvor jeg engang var, for der er en grund til alting.

Så nu er jeg her! Glad, fri og meget lettet!
Hokus pokus, jeg er i fokus og det vil jeg prøve at huske lidt bedre fremover!
Der er ingen andre der kan passe bedre på mig, end jeg selv kan!

Mens vi venter

Mens vi venter på blæsten pakker sammen og igen giver plads til foråret, deler jeg lidt solskin på bloggen!
Billederne er fra en meget meget spontan tur til Spanien tilbage i januar.

Fra nu af har jeg besluttede at bloggen skal genopstå! Denne gang for alvor!!! Jeg savner at blogge, savner andre blogger og savner det fællesskab det giver!