Jeg skal derind om 2 uger, helt præcis den 15/8 hvor jeg bliver indlagt og den 16/8 skal pacemakeren så skiftes.
En stor sten er faldet bort da jeg fik brevet, for nu ved jeg hvornår jeg skal derind, men en ny har erstattet den.
Jeg kan godt sidde her og spille klog, høj i hatten og lidt for stor i munden og skrive at det er jo ikke noget vildt.
Måske du også tænker sådan?
Men helt ærlig, når det er på egen krop, er det sku stort, skræmmende og på en måde ukendt.
Havde det ikke været for den, havde mit liv set helt anderledes ud i dag, og som jeg er blevet fortalt før af lægerne, havde mit hjerte i sin tid kæmpede så hårdt for at holde mig kørende, at de ikke ved om det havde kunne fortsætte.
Det er en mærkelig fornemmelse at sidde med, at elske den dims der er sat i mig, men samtidig hade den.
Jeg er ung, og da jeg første gang hørte ordet pacemaker, anet jeg faktisk ikke hvad det var. Selv den dag i dag, er det sådan noget underligt noget, for jeg har stadig den ide at det er noget ældre mennekser har, lige indtil jeg kigger ned af mig selv, og ser de ar det har efterladt.
Der er ved at være tjek på hvem der tager med mig, hvornår og hvorfor.
For en ting er sikkert, selvom jeg er voksen så bliver jeg lille i det sek jeg er på sygehuset, og jeg har brug for nogle der kan være ved min side, hele tiden.
Bare rolig søde du er ik den eneste der har det sådan når det kommer til sygehus. Jeg har det også bedst med at have en med der kan holde mig i hånden
SvarSletJeg sidder med en hel klump i halsen - ikke fordi jeg kan sætte mig i dit sted, men fordi jeg sagtens kan følge de tanker, der er hos dig - måske specielt i forhold til Vito og resten af din familie.
SvarSletSelvfølgelig skal man have nogen med på sygehuset, der kan støtte én og give et klem, når behovet er derfor.
Uha da! Kan sagtens forstå du synes det er noget mærkeligt noget at have en pacemaker som ung.
SvarSletMin bedstefar fik en sat ind for et år siden, og har lige været inde og få ordnet noget ved den i sidste uge. Og tænk at sådan et lille apparat kan gøre så stor gavn for et menneske!
Det er klart at du skal have nogle med! Ingen bør gå igennem sådan noget alene. Så kan man da i det mindste udnytte tiden til at få set lidt til de nærmeste ;o)
Uha, kan sagtens forstå at du ser frem til det med blandede følelser. Men fantastisk at "det" blev opdaget i tide. Vil sende dig mange tanker den 15. Jeg håber, at du hurtigt er "klar" igen. Dejligt at være født i en tid, hvor vi kan få skiftet "reservedele" :o). Knus fra Pia
SvarSlet