Der har været meget stille herinde den sidste uge.
Der har været meget stille herhjemme den sidste uge.
Jeg har været meget stille den sidste uge.
Inden i mig har der været larm den sidste uge. MEGET larm!!
Jeg har i længere tid kunne mærke at den sorte hånd, har prøvede at gribe fat i mig! Imellem tiden har jeg løbet og løbet alt hvad jeg kunne for at slippe væk.
Jeg måtte dog indse at jeg var blevet fanget. Fanget i et sind med triste tanker, modløshed og ganske enkelt uden energi eller lyst.
Jeg gik i sidste uge til lægen og der var ikke så meget tvivl, jeg har fået en svær depression igen. Egentlig var det nok også min tanke, men det at få det af vide af lægen var et slag i hovedet!
Drømmestedet er der hvor jeg er i praktik nu, og jeg ville så gerne blive og kæmpe.
Nu allerede en uge efter, ved andet læge besøg må jeg sande at drømmestedet ikke kan rede mig!
Hvordan skal jeg, som ikke kan hjælpe mig selv, hjælpe og støtte andre?
I morgen er jeg nød til at tage det første store skridt at ringe og melde mig syg, for derefter at ringe til arbejdesgiveren, for at fortælle at jeg må stoppe.
Jeg vil heller melde klart ud, og gå ud med oprejst pande, for at kunne vende tilbage senere når jeg er klar. Helt klar.
Jeg skal nu bruge tid på at finde vej igennem systemet derude! En helt fremmede verden for mig, men jeg ved jeg har støtte i mit bagland som griber mig når jeg falder.
Nu skal jeg lede efter de små succes jeg kan give mig selv på stående fod, jeg skal arbejde i små skridt, og i mit helt eget tempo.
Selvom det er hårdt er det virkeligheden lige nu!
