Det er en måned siden jeg sidst gav lyd fra mig.
En måned er jo ingen tid og alligevel er det en evighed.
Jeg har det godt. Det er det jeg plejer at svare folk, når de spørg mig hvordan jeg har det.
Egentlig er det rigtigt, jeg har det faktisk godt!
Alligevel betyder det alt for mig at der er de få personer i mit liv, der ved jeg ikke altid taler helt sandt, men bare gemmer mig bag mit glade jeg og prøver at afslutte samtalen hurtigt.
Dem der lige prikker til mig, for at jeg lige husker at stoppe op.
En samtale fra forleden fik mig for alvor til at stoppe op. Jer der har fulgt med herinde længe, kender også lidt til min baggrund og min barndom. Hvor vigtigt det altid har været for mig at bevise at jeg kunne blive noget andet og noget mere end det jeg kommer fra.
Dette har jeg bevist mere end en gang.
Det er så vigtigt for mig at stå med huen til sommer, for så har jeg bevist at jeg kunne! Kunne få en uddannelse og kunne få den hue.
Nu skal jeg så bevise at jeg kan klare livet som single og mor.
Spørgsmålet der fik jeg mig til at stoppe op var: Hvornår er du færdig med at bevise alting og hvem skal du bevise det for?
Jeg kender ikke selv svaret, men det er blevet en del af hvem jeg er. Tina og bevise går bare hånd i hånd! Men ikke mere, jeg vil stoppe op og nyde det jeg har.
Lige nu og lige her! Huske de ting jeg faktisk har bevist!
Jeg ved nu at jeg kan stå på begge mine ben og jeg kan gøre det alene.
Det er ikke hver dag jeg vinder første pladsen som super mor, at opvasken er taget og sat på plads og at håret sidder ordentligt, men helt ærlig det går jo nok alligevel.
Billederne er taget på en af mine utallige ture på bryggen.
