Jeg er på det skønneste plejehjem, hvor de har taget så godt mod mig.
Der er plads til alle de dumme spørgsmål, der er plads til at sige til og fra, der er plads til at trække vejret, der er plads til at kunne give sig tid til de enkle behov og deres ønsker og der er plads til at tænke!
Jeg er helt grønt i faget, og har virkelig følt mig på fremmede jord.
Det var helt min egen beslutning at kastede mig ud i noget nyt, noget hvor jeg virkelig ville være på dybt vand. Jeg har altid været fuld af beslutsomhed og tørstig efter ny viden og ny læring.
Jeg vidste jeg ville komme ud for ting, der ville overskride mine grænser. Her havde jeg faktisk regnet med, det ville være noget med bad og vask, men dette er det mindste af det hele.
Jeg har virkelig fået øjnene op for hverdagen med ældre mennesker.
De er alle skønne og dejlige mennesker på hver deres måde, og ingen tvivl om at nogle vinder ens hjerte med det samme.
At jeg en af de første dage mødte en udfordring, som bestod af at begrænse hvor meget et andet menneske må spise til frokost, tiltrods for man selv betaler maden.
En ting som jeg tager for givet, når jeg sætter mig ned at spiser hverdag.
Alt har jo selfølgelig en grund, og her handler det om at man selv skal kunne gå, og kan man ikke det, men derimod sidder i kørestol, skal vi andre have mulighed for at kunne flytte denne person.
At opleve en beboere dø, sådan lige ud af det blå, og efterfølgende skulle tømme lejligheden.
At opdage det psykiske spil, enkle kan udsætte en for.
At opleve dements på tæt hold, og hvilken betydning det virkelig har for hverdagen.
For første gang i meget lang tid, følere jeg at jeg virkelig gør en forskel.
Jeg er stadig tung i rumpen når mit vækkeur ringer, men når jeg er afsted er det alting værd.
Jeg priser mig lykkelig for at være et sted, hvor der er den stemning og det sammen spil, som bare gør dagen meget bedre, ikke mindst for de ældre. Alligevel føler man at man kunne gøre meget mere, og endnu engang ville jeg ønske at timerne var flere i døgnet, at overskuddet var stort med stort på, for ligesom med alle mine krea ideer, har jeg også en masse ideer til hvad jeg kunne ave og hvad jeg kunne gøre bedre for de ældre, men jeg må sande at der er et stykke vej fra ide til virkelighed.
Lige nu arbejder jeg på min dagelige rutine, og hvordan jeg få min egen hverdag og mig selv til at hænge sammen.
Men mest af alt hvordan jeg lægger mit arbejde fra mig, når jeg sætter mig op på cyklen og køre hjem til min familie.
