At gøre det rigtige?

I morges kl lidt over seks, går den første tur ned af trappen for at lufte hunden.
Her ser Ralf at underboens dør står åben.
Efter vores eget indbrud for ikke særlig længe siden, beslutter vi at banke, kalde og ringe, men der er intet svar.
Vi lukker døren og skriver en seddel, omkring vores bekymring og at hun gerne må give lyd fra sig.
Da Ralf kommer hjem, er hendes ene vindue helt åben.
Ej nu er vi sikre i vores sag, noget er helt galt, og vi ringer efter politiet.
Hun er en kvinde der altid har sine vinduer lukket da hun bor i stuen og hendes dør er ALDRIG åben!

Da politiet kommer, snakker de med mig da jeg er den der er hjemme, en fra bestyrelsen får hentede nøgle til lejligheden som nu er låst, alt imens to andre betjente råber og kalder igennem brevsprække det bedste de har lært.
Intet held, ingen er hjemme, men alt ser også roligt ud derinde.

Ca en time efter ser jeg hende komme gående.
Jeg hopper nærmest ned af trappen, og bliver mødt meget smilende.
Jeg får hende fortalt om vores opkald til politiet, deres besøg, vores undren og alt det vi har tænkt undervejs.

Ved i hvad der var skyld i alt dette påstyr?
Hendes nye kæreste, som lå trygt og godt i morges og sov i en meget dyb søvn, og som havde åbnet vinduet inden han var gået ned for at hente hende.
Han stod der med meget røde øre, som en på 4 år da havde taget af kagerne.

Jeg var bare lykkelig for at alt hvor godt, og der ikke var sket dem noget, eller der havde været indbrud.
Dog kunne jeg undervejs i det hele, ikke lade vær med at tænke om vi gjorde det rigtige, eller vi bare blandet os. Nu ved jeg dog at det var det helt rigtige, og jeg ved at jeg ville blive glad for samme omtanke.

Og hvad Vito lavede imens??
Han sad i vinduet og kørte mad ned, mens han nok så intenst stirret på politi bilen på gaden :0)