Mit møde med bornholmsk politi

Nogle af jer kan måske huske mit indlæg her hvor universet var lidt i mod mig. Sagt på en pæn måde, så er karma bare ikke min ven åbenbart.

Under vores besøg, ville Ralf og Vito ned på havnen for at fange krabber. Jeg selv så mit snit til at gå rundt i Rønne og tage billeder og besøge lidt butikker.

Det fortrød jeg noget så grusomt.

Vi har kun et dankort i familien, og på dette står Ralfs navn. Lige pt er det knækket så det er sat sammen med tape.

Inde i en butik hvor jeg skal til at betale, i ved der hvor man aflevere dankorte til medarbejderen, bliver jeg beskyldt for at have stjålet dankorte. Jeg prøver venligt, men bestemt at forklare at det er min kærestes og at det er knækket, derfra tapen. 

Tror han på mig? Ikke det der ligner. Jeg ringer en 5-6 gange til Ralf, men han tager ikke telefonen. (Den ligger i bilen, da han ikke ville tabe den nede ved vandet)

På dette tidpunkt er jeg både flov og føler mig meget forudrettet, men værre bliver det da politiet bliver tilkaldt. Endnu en gang forklare de samme ting igen, prøver at bevise på at på facebook står vi også som kæreste (Jeg var desperat) Men de er ikke til at hugge eller stikke i. Man kan ikke slå hans telefon nr op, da det er en firma mobil og nej jeg kunne ikke nr til hans firma i Hillerød.

Jeg får lov til at cykle ned på havnen for at lede efter ham, MED en politi bil kørende ved min side. 

Tror i vi kunne finde ham? NEJ!!

Efter ca en halv times søgning, kom en af de kvikke betjente da i tanke om at han kunne slå adressen op. Og bum, så kunne de da godt se at vi boede på samme adresse.

Jeg var så indebrændt og gal, at jeg kørte tilbage til hotellet, hvor jeg gik i seng som en anden Maude fra matador. Jeg nægtede at snakke med Ralf da han kom tilbage, simpelthen fordi jeg var så rasende over han ikke havde sin mobil med.

Nu, en weekend efter kan jeg grine noget så højt af det, men Rønne vil aldrig blive det samme igen!