Jeg har nydt at ligge på sofaen og kigge på det, for netop her har jeg tilbragt det meste af den sidste uge, da jeg humper rundt med en forstuvet fod og en knogle der har rykket sig.
For første gang i mit liv, skal jeg ikke holde jul med min egen del af familien. Jeg troede egentlig at i år ville jeg være afklaret med at "give slip" på min far og mine brødre, men må nok indse at det bliver jeg aldrig. Efter min mors død, da jeg var 13 år gamle, har netop denne tid betydet endnu mere for mig og jeg har gjort ALT for at holde familien samlet.
Mine brødre har jeg altid haft et helt særligt forhold til, mest at alt fordi det var dem jeg boede hos det meste af tiden, inden jeg blev anbragt på børnehjemmet. De har været min redning her i livet, og jeg tør end ikke tænke på hvor jeg havde været uden dem. Min far er efterhånden en ældre herre, men med masser af livsmod. Jeg er sikker på han har mange gode år endnu, jeg ville bare ønske at jeg kunne være sammen med ham hver jul, selvom jeg ved at julen intet siger ham, og helst bare vil have noget god mad, med sin bedste ven.
Nu har jeg lige et par dage til at vænne mig til at det kun er børnene der får julegaver om aften (Vi andre åbner vores om morgen herhjemme) at jeg ikke skal have det samme og spise som jeg plejer juleaften og at jeg skal være et "fremmede" sted.
Det er sjovt så ekstra følsom man bliver her i julen, meget kan vi ændre, men det er nu de færreste af os som frivilligt lade nogle pille ved vores jul!
