Svend the dog

For nogle måneder siden, mens bloggen var ved at blive kvalt i stilheden, da begyndte det at larme lidt mere her.
Jeg har en forkærlighed for dyr, det er vist i sig selv ingen hemmelighed og havde jeg haft pengene og pladsen til det, så havde jeg nok haft endnu flere dyr end nu.
Men status er altså at vi på matriklen nu bor 2 stk katte, 2 stk hunde og den sidst ankommende som er en kanin.

Det er dog den sidst ankommende hund jeg vil dele med jer!
Han har fået navnet Svend og er lidt af en mundfuld kontra den trebenet snork frøken jeg havde i forvejen.
Han er en blandingshund, men hønsehunden er man ikke et sek i tvivl om er en del af blandingen.

Mig og mine mænd

I mit liv er der 3 mænd som spiller en rigtig stor rolle. De har alle 3 været med til at forme mig og haft en kæmpe betydning for hvem jeg er i dag!

Jeg har gennem hele livet haft to kæmper stående bag mig, som har været mine krigere og mine trofaste støttere! Mine brødre har været der hele mit liv og dem som altid har været der for mig, både gennem godt og ondt!
Jeg har siddet som lille pige i en lidt for lille lejlighed med mine to brødre, hvor de har ført åben krig når deres fodboldhold spillede og ikke kunne forstå noget som helst om hvorfor det kunne være så vigtig for dem. Det er lidt sjovt, det er faktisk et af de mindre jeg har fra min barndom som jeg husker tydeligst og som det lykkeliste. Uanset hvad, følte jeg mig tryg hos mine brødre og vil gøre det altid. Meget er ændret siden den gang, men bestemt ikke til det dårligere!
I dag er jeg velsignet med at de hver især er blevet gift med de skønneste kvinder, har fået de skønneste drenge og har slået rod i familie livet!
Stiller man hele min familie op på en lang række, vil man ikke kunne finde mange fællestræk ved os. Mine brødre og jeg har altid været som dag og nat og på en eller anden måde har de også fundet en kærlighed som ikke ligner nogle af os. Vi er en blandet flok på 5 personer og uanset hvor forskellige vi er ved jeg ALTID hvor jeg kan finde støtte og hjælp!

Den tredje mand i mit liv er min far. Man kan godt sige at min og min far fik en skæv start på livet sammen, men i dag er jeg uden tvivl fars pige og indrømmer gerne at jeg i en alder af 27 år, af og til flygter på landet og gemmer mig langt væk hos min far. Hos ham får jeg lov til at være mig, han give mig plads og lader mig selv komme frem med mine tanker når tiden er.
Mange kan ikke forstå det bånd jeg har til min far i dag og det er egentlig også okay. Det er ikke noget der skal forklares, det er der og troede jeg på eventyr ville jeg sige at der var magisk.
Jeg har levet et liv meget anderledes end de fleste andre og har som voksen også valgt mit liv anderledes end de fleste! Det kan koste nogle fordomme og en masse spørgsmål, men hos mig far bliver jeg ikke dømt. Han gør det som alle andre forældre gør, han råder mig, viser vej og guider mig. Ofte ender jeg slet ikke med de samme beslutninger som han mener er de rigtige, men alligevel er han klar til at køre til bageren søndag morgen og servere morgenmad for mig, når jeg endnu engang har brændt fingrene og er kravlet tilbage til den trygge hule langt ude på landet.
Jeg har igennem tiden hørt fra lærerer, psykologer og andre kloge folk at jeg i min opvækst manglet kærlighed! Det er en af de ting jeg aldrig bliver enige med dem i. Kærligheden har ikke haft ord i vores familie, men den har uden tvivl været der og vi er bundet stærkt sammen!
Jeg sidder i dag og beundre min far. Selvom han havde de første 100 grunde til at gå fra min mor i sin tid, så gjorde han det ikke.
Jeg har aldrig turde spørge hvorfor han ikke gjorde det, men jeg tror at han tildels gjorde det for os børn, men ikke mindst af alt, fordi han elskede min mor betingelsesløst!
En sådan kærlighed er sjælden!

Jeg er dykket ned i billeder og ikke mindst tiden og kan nu sige, her er min familie og mine mænd!
 

Hver sin vej...

Dette er et af de indlæg, som ikke indholder billeder og tegner mit glasbillede ud af til. Dette er den hele sandhed af mit liv lige nu.

Nogle ved det, nogle har fornemmet det og andre anet det ikke. Vito´s far og jeg er gået fra hinanden. Jeg har aldrig været pigen der tror på at leve lykkeligt til vores dages ende sammen, og alligvel sidder jeg nu og skriger på det. Ikke fordi jeg egentlig ønsker det, men fordi alle andre ønsker det.
Evig naiv og blå øjet, tror jeg selv det lykkelige brud, men findes det?
Jeg aner det ikke.

Status som kæreste er fjernet, så nu er jeg bare mig.
Troede jeg på gud, ville jeg takke ham for at vi kan gå fra hinanden som venner og vi er enige langt hen af vejen om hvad der skal ske og hvad vi skal gøre for Vito.
Jeg er sikker i min sag om at dette er det rigtige for mig, men for pokker hvor gør det ondt at se min bedste ven gennem så mange år, være så såret.
Jeg er så taknemlig for han kom ind i mit liv, gav mig den støreste gave i form af Vito og har været der for mig gennem alt min sygdom. Hvorfor gå fra ham spørg rigtig mange. Fordi der manglede noget og vi løb i to forskellige retninger.

Hvad skal der ske nu? Ja, det vil jeg lade tiden vise mig.
En ting er dog sikkert, jeg skal til at tænke på mig selv og må indse at uanset hvor meget jeg ønsker det og hvor meget jeg kæmper vil jeg aldrig kunne gøre alle mennesker omkring mig lykkelige.
Nu er det på tide jeg søger mig egen lykke.
Jeg har besluttede at fortsætte i skolen, så ikke alt i min hverdag bliver vendt op og ned. Det bliver hårdt, det er der ingen tvivl om, men jeg vil stå med den hue næste somme og vise folk omkring mig at jeg kunne og jeg gjorde det!

Mit første skridt, vælger jeg skal være noget positivt. Jeg vil se lyst på fremtiden, på de muligheder der ligger og venter.

Et indlæg med ged i

Weekenden er blevet brugt i lalandia, afslappende og hyggeligt. Når vi er dernede kommer vi ikke uden om nok Danmarks mest klappet dyr, nemlig gederne.
Jeg er i den overbevisning om at Vito kunne have brugt hele dagen, aften og natten derinde, hvis vi ikke tog ham i hånden og gik! Jeg lover jer, der blev delt kærlighed ud, specielt til baby gederne.

Random pic

 Macca macco

Lidt nytår

Et kig i skabet

Bezzerwizzer 

Styr på tråden

Dessert kage

Liberty Melly

Glas i hobetal

Kattene kigger på fyværkeri

Smukke skuffer.

Vores juletræ

Vores juletræ flyttede ind for 2 uger siden. Tidligt ja, men da vi ikke skal holde jul herhjemme, ville vi gerne nå at nyde det. Det har bragt meget glæde for os alle 3, men ikke mindst dyrene som har set det som et ekstra stykke legetøj.
Jeg har nydt at ligge på sofaen og kigge på det, for netop her har jeg tilbragt det meste af den sidste uge, da jeg humper rundt med en forstuvet fod og en knogle der har rykket sig.
For første gang i mit liv, skal jeg ikke holde jul med min egen del af familien. Jeg troede egentlig at i år ville jeg være afklaret med at "give slip" på min far og mine brødre, men må nok indse at det bliver jeg aldrig. Efter min mors død, da jeg var 13 år gamle, har netop denne tid betydet endnu mere for mig og jeg har gjort ALT for at holde familien samlet.
Mine brødre har jeg altid haft et helt særligt forhold til, mest at alt fordi det var dem jeg boede hos det meste af tiden, inden jeg blev anbragt på børnehjemmet. De har været min redning her i livet, og jeg tør end ikke tænke på hvor jeg havde været uden dem. Min far er efterhånden en ældre herre, men med masser af livsmod. Jeg er sikker på han har mange gode år endnu, jeg ville bare ønske at jeg kunne være sammen med ham hver jul, selvom jeg ved at julen intet siger ham, og helst bare vil have noget god mad, med sin bedste ven.
Nu har jeg lige et par dage til at vænne mig til at det kun er børnene der får julegaver om aften (Vi andre åbner vores om morgen herhjemme) at jeg ikke skal have det samme og spise som jeg plejer juleaften og at jeg skal være et "fremmede" sted.
Det er sjovt så ekstra følsom man bliver her i julen, meget kan vi ændre, men det er nu de færreste af os som frivilligt lade nogle pille ved vores jul!

Det orange hoved

Herhjemme er der, som så mange andre steder også blevet lavede græskar.
Vito er svært bange for alt det her Halloween, spøgelser og hvad der ellers høre til. Jeg tror det hjalp på ham, selv at være med til at lave det! For hyggede sig gjorde han hvertfald.
Det er sjovt med børn, Vito er frygtløs for stort set alt, og ser ikke nogle fare i noget, men skeletter og spøgelser kan skræmme livet ud af ham og noget som han bruge meget tid på at snakke med os om, og fortælle og forklare. Uanset hvor meget vi prøver at besvare hans spørgsmål, er det aldrig helt godt nok og vi er ikke i i tvivl om han virkelig har et behov for at snakke om det igen og igen.