Mig og mine mænd

I mit liv er der 3 mænd som spiller en rigtig stor rolle. De har alle 3 været med til at forme mig og haft en kæmpe betydning for hvem jeg er i dag!

Jeg har gennem hele livet haft to kæmper stående bag mig, som har været mine krigere og mine trofaste støttere! Mine brødre har været der hele mit liv og dem som altid har været der for mig, både gennem godt og ondt!
Jeg har siddet som lille pige i en lidt for lille lejlighed med mine to brødre, hvor de har ført åben krig når deres fodboldhold spillede og ikke kunne forstå noget som helst om hvorfor det kunne være så vigtig for dem. Det er lidt sjovt, det er faktisk et af de mindre jeg har fra min barndom som jeg husker tydeligst og som det lykkeliste. Uanset hvad, følte jeg mig tryg hos mine brødre og vil gøre det altid. Meget er ændret siden den gang, men bestemt ikke til det dårligere!
I dag er jeg velsignet med at de hver især er blevet gift med de skønneste kvinder, har fået de skønneste drenge og har slået rod i familie livet!
Stiller man hele min familie op på en lang række, vil man ikke kunne finde mange fællestræk ved os. Mine brødre og jeg har altid været som dag og nat og på en eller anden måde har de også fundet en kærlighed som ikke ligner nogle af os. Vi er en blandet flok på 5 personer og uanset hvor forskellige vi er ved jeg ALTID hvor jeg kan finde støtte og hjælp!

Den tredje mand i mit liv er min far. Man kan godt sige at min og min far fik en skæv start på livet sammen, men i dag er jeg uden tvivl fars pige og indrømmer gerne at jeg i en alder af 27 år, af og til flygter på landet og gemmer mig langt væk hos min far. Hos ham får jeg lov til at være mig, han give mig plads og lader mig selv komme frem med mine tanker når tiden er.
Mange kan ikke forstå det bånd jeg har til min far i dag og det er egentlig også okay. Det er ikke noget der skal forklares, det er der og troede jeg på eventyr ville jeg sige at der var magisk.
Jeg har levet et liv meget anderledes end de fleste andre og har som voksen også valgt mit liv anderledes end de fleste! Det kan koste nogle fordomme og en masse spørgsmål, men hos mig far bliver jeg ikke dømt. Han gør det som alle andre forældre gør, han råder mig, viser vej og guider mig. Ofte ender jeg slet ikke med de samme beslutninger som han mener er de rigtige, men alligevel er han klar til at køre til bageren søndag morgen og servere morgenmad for mig, når jeg endnu engang har brændt fingrene og er kravlet tilbage til den trygge hule langt ude på landet.
Jeg har igennem tiden hørt fra lærerer, psykologer og andre kloge folk at jeg i min opvækst manglet kærlighed! Det er en af de ting jeg aldrig bliver enige med dem i. Kærligheden har ikke haft ord i vores familie, men den har uden tvivl været der og vi er bundet stærkt sammen!
Jeg sidder i dag og beundre min far. Selvom han havde de første 100 grunde til at gå fra min mor i sin tid, så gjorde han det ikke.
Jeg har aldrig turde spørge hvorfor han ikke gjorde det, men jeg tror at han tildels gjorde det for os børn, men ikke mindst af alt, fordi han elskede min mor betingelsesløst!
En sådan kærlighed er sjælden!

Jeg er dykket ned i billeder og ikke mindst tiden og kan nu sige, her er min familie og mine mænd!
 

Hokus pokus, mig i forkus

Kender i det at man i hverdagen pludselig har glemt sig selv, blandt barnet, vasketøjet, skolen og aftensmaden? For nogle måneder siden "vågnet" jeg op og indså mit liv var på vej et sted hen jeg egentlig slet ikke ønskede.
Hverdagen havde magten over mig og ikke omvendt. Jeg anet ikke hvad ben jeg skulle stå på og hvordan jeg fandt tilbage.. For hvad var det egentlig jeg gerne ville?
Jeg er ikke helt sikker på jeg helt har fundet ud af det endnu, men jeg har taget nogle skridt i den retning jeg tror jeg gerne vil.

Mit fravær herinde har været stille, men mit liv har bragt meget larm med sig.
Jeg har stået i situationer jeg aldrig i hele mit liv havde troede at netop jeg ville ende i! Jeg er gået fra personer, med mere end bare mærker på sjælen denne gang!
Afstanden til det liv jeg kendte var alt alt for stor og jeg var i den grad faret vild. Jeg bliver aldrig hende som finder tilbage til der hvor jeg engang var, for der er en grund til alting.

Så nu er jeg her! Glad, fri og meget lettet!
Hokus pokus, jeg er i fokus og det vil jeg prøve at huske lidt bedre fremover!
Der er ingen andre der kan passe bedre på mig, end jeg selv kan!

Noget om at bevise..

Hvor blev tiden af?
Det er en måned siden jeg sidst gav lyd fra mig.
En måned er jo ingen tid og alligevel er det en evighed.

Jeg har det godt. Det er det jeg plejer at svare folk, når de spørg mig hvordan jeg har det.
Egentlig er det rigtigt, jeg har det faktisk godt!
Alligevel betyder det alt for mig at der er de få personer i mit liv, der ved jeg ikke altid taler helt sandt, men bare gemmer mig bag mit glade jeg og prøver at afslutte samtalen hurtigt.
Dem der lige prikker til mig, for at jeg lige husker at stoppe op.

En samtale fra forleden fik mig for alvor til at stoppe op. Jer der har fulgt med herinde længe, kender også lidt til min baggrund og min barndom. Hvor vigtigt det altid har været for mig at bevise at jeg kunne blive noget andet og noget mere end det jeg kommer fra.
Dette har jeg bevist mere end en gang.
Det er så vigtigt for mig at stå med huen til sommer, for så har jeg bevist at jeg kunne! Kunne få en uddannelse og kunne få den hue.
Nu skal jeg så bevise at jeg kan klare livet som single og mor.
Spørgsmålet der fik jeg mig til at stoppe op var: Hvornår er du færdig med at bevise alting og hvem skal du bevise det for?
Jeg kender ikke selv svaret, men det er blevet en del af hvem jeg er. Tina og bevise går bare hånd i hånd! Men ikke mere, jeg vil stoppe op og nyde det jeg har.
Lige nu og lige her! Huske de ting jeg faktisk har bevist!

Jeg ved nu at jeg kan stå på begge mine ben og jeg kan gøre det alene.
Det er ikke hver dag jeg vinder første pladsen som super mor, at opvasken er taget og sat på plads og at håret sidder ordentligt, men helt ærlig det går jo nok alligevel.

Billederne er taget på en af mine utallige ture på bryggen.

Hver sin vej...

Dette er et af de indlæg, som ikke indholder billeder og tegner mit glasbillede ud af til. Dette er den hele sandhed af mit liv lige nu.

Nogle ved det, nogle har fornemmet det og andre anet det ikke. Vito´s far og jeg er gået fra hinanden. Jeg har aldrig været pigen der tror på at leve lykkeligt til vores dages ende sammen, og alligvel sidder jeg nu og skriger på det. Ikke fordi jeg egentlig ønsker det, men fordi alle andre ønsker det.
Evig naiv og blå øjet, tror jeg selv det lykkelige brud, men findes det?
Jeg aner det ikke.

Status som kæreste er fjernet, så nu er jeg bare mig.
Troede jeg på gud, ville jeg takke ham for at vi kan gå fra hinanden som venner og vi er enige langt hen af vejen om hvad der skal ske og hvad vi skal gøre for Vito.
Jeg er sikker i min sag om at dette er det rigtige for mig, men for pokker hvor gør det ondt at se min bedste ven gennem så mange år, være så såret.
Jeg er så taknemlig for han kom ind i mit liv, gav mig den støreste gave i form af Vito og har været der for mig gennem alt min sygdom. Hvorfor gå fra ham spørg rigtig mange. Fordi der manglede noget og vi løb i to forskellige retninger.

Hvad skal der ske nu? Ja, det vil jeg lade tiden vise mig.
En ting er dog sikkert, jeg skal til at tænke på mig selv og må indse at uanset hvor meget jeg ønsker det og hvor meget jeg kæmper vil jeg aldrig kunne gøre alle mennesker omkring mig lykkelige.
Nu er det på tide jeg søger mig egen lykke.
Jeg har besluttede at fortsætte i skolen, så ikke alt i min hverdag bliver vendt op og ned. Det bliver hårdt, det er der ingen tvivl om, men jeg vil stå med den hue næste somme og vise folk omkring mig at jeg kunne og jeg gjorde det!

Mit første skridt, vælger jeg skal være noget positivt. Jeg vil se lyst på fremtiden, på de muligheder der ligger og venter.

Et nyt stadie

Eksamen har jeg aldrig haft et problem med. På en eller anden mærkelig måde har jeg altid nydt det, fordi jeg har vidst jeg kunne og gerne ville.

I sidste uge stod jeg foran min første mundlige eksamen i mange år, og jeg kunne slet ikke kende mig selv. Jeg var så nervøs, som jeg aldrig i mit liv havde forstillede mig at jeg kunne være. Jeg havde mest af alt lyst til at lægge på toilettet og kaste op! Da jeg kom ind og var i gang kunne jeg mærke roen i maven og jeg kom ud med et 10 tal og var pave stolt.

Nu sidder jeg her igen. Egentlig ikke så usikker, da jeg ved jeg kan det meste biologi og geografi. Problemet opstår fordi der også ligger kemi. I dag har 9 været oppe. EN, KUN EN trak kemi, resten var de to andre fag. Nu melder angsten sig, mere end sidste uge.
Jeg er så vred, hvorfor skal et møg fag trække mit snit ned, hvis jeg trækker det? Jeg vinder prisen for verdens dårligste mor og verdens dårligste kæreste lige pt. Jeg prøver igen og igen at forstå kemien, bede til guderne om at lade mig trække noget andet, samtidige med jeg leder efter mit gamle jeg, for hende jeg har på besøg nu er et rent monster!!

Tænke tank

At bloggen har været stille må sige at være helt modsvarende det virkelige liv. Jeg har kæmpet en brav kamp med en historie opgave. Den har krævet tid, meget tid, men afleveret blev den. 

Nu venter den sidste opgave, som skal bruges til eksamen også burde jeg kunne trække vejret igen og sigte mod sommerferie. 

Hele mit hoved er en kæmpe tænketank for tiden! Der er ingen tvivl om jeg var glad for at komme i skole igen, men det tager meget tid. Oftes hedder dagene 8-16 også er der lektier og afleveringer for en 3 timers penge og hånden på hjertet, det var mere end jeg regnet med. 

Klassen jeg går i, er med en masse super søde mennesker med hver deres historie og baggrund, hvor der er plads til alle. Alligevel er det på det sidste gået op for mig, at jeg måske ikke passer helt ind. Jeg har ikke kunne finde den der plads hvor jeg føler mig "hjemme"

Jeg vil meget gerne bevise over for omverden at jeg kan og at jeg gør det med et godt resultat. For mig kræver det forberedelsen og koncentration og dette er ikke noget der rigtig er brugt i klassen. Afleveringer er en by i Rusland for mange, og når jeg har brugt 4 timer på at lave det, for så at møde op hvor afleveringen bare laves i klassen eller bliver udsat, så bliver jeg børnesur. Alt den tid jeg brugte, kunne jeg havde brugt med min familie, på noget kreativt eller på at lade op. Virkeligheden gik op for mig da en lære påpeget hvor få der er forberedte til timerne. Jovist er det fedt for mig jeg laver mine ting, men motivationen den forsvinder altså.

Lige nu kæmper jeg med tænke tanken. Skal jeg stoppe efter første år og gøre et færdigt som hjemme studie, skal jeg tage første år om med en ny klasse og håbe jeg finder min plads der? Jeg ved det helt ærlig ikke.

Jeg ved ikke hvordan bloggen bliver den næste mdr tid, da jeg ikke ved hvad der venter om hjørnet, men jeg er altid at finde på instagram hvor jeg er rimelig aktiv. Jeg findes under miniministeren og i mere end velkommen til at følge med!

Nye stole er flyttet ind og vi kan snart se en afslutning på projekt stue.

Kæmpe bogstaver fundet på lagersalg, blev farvepletter i vores ellers meget kedelige gang.

En gynge er altid et hit at støde på, når man går tur.

Vinduet i Workshop Copenhagen.

Nyt familie medlem.
Lækker haspen skal hedde Noah og er blot et par dage gammel.
Er så heldig at min ældste bror også er en haj til at lave børn.

Jeg vandt et væddemål, som kostede kæresten 5 meter liberty.
Flere af dem tak.

En farlig løve. Vito har haft det på dag og nat de sidste 2 døgn.
(Kort afløst af spidermand dragten)

Ud af vinterhi

Stilheden har aldrig været mere larmende på bloggen, end den sidste måned. På den anden side af skærmen er jeg gået igennem 3 uger. Nok de 3 sværeste uger i hele mit liv, men jeg er igennem.
Jeg er begyndt i skole igen, og nyder at være blandt mennesker igen som ikke iklæder sig hvide kitler og hvide træsko.
Hele livet tog på ganske kort tid en helt anden drejning, end jeg nogensinde havde forstillede mig. Men nu er foråret her og det er tid til at se frem af. Jeg er kravlet ud af mit vinterhi og har i sinde at blive ude og ikke kravle tilbage!

Vito 

Bånd til en masse projekter

En grå og overskyet dag

Nyt projekt

En lille del af Vito´s cars samling

En tur i zoo

Vores juletræ

Vores juletræ flyttede ind for 2 uger siden. Tidligt ja, men da vi ikke skal holde jul herhjemme, ville vi gerne nå at nyde det. Det har bragt meget glæde for os alle 3, men ikke mindst dyrene som har set det som et ekstra stykke legetøj.
Jeg har nydt at ligge på sofaen og kigge på det, for netop her har jeg tilbragt det meste af den sidste uge, da jeg humper rundt med en forstuvet fod og en knogle der har rykket sig.
For første gang i mit liv, skal jeg ikke holde jul med min egen del af familien. Jeg troede egentlig at i år ville jeg være afklaret med at "give slip" på min far og mine brødre, men må nok indse at det bliver jeg aldrig. Efter min mors død, da jeg var 13 år gamle, har netop denne tid betydet endnu mere for mig og jeg har gjort ALT for at holde familien samlet.
Mine brødre har jeg altid haft et helt særligt forhold til, mest at alt fordi det var dem jeg boede hos det meste af tiden, inden jeg blev anbragt på børnehjemmet. De har været min redning her i livet, og jeg tør end ikke tænke på hvor jeg havde været uden dem. Min far er efterhånden en ældre herre, men med masser af livsmod. Jeg er sikker på han har mange gode år endnu, jeg ville bare ønske at jeg kunne være sammen med ham hver jul, selvom jeg ved at julen intet siger ham, og helst bare vil have noget god mad, med sin bedste ven.
Nu har jeg lige et par dage til at vænne mig til at det kun er børnene der får julegaver om aften (Vi andre åbner vores om morgen herhjemme) at jeg ikke skal have det samme og spise som jeg plejer juleaften og at jeg skal være et "fremmede" sted.
Det er sjovt så ekstra følsom man bliver her i julen, meget kan vi ændre, men det er nu de færreste af os som frivilligt lade nogle pille ved vores jul!

Op til overfladen

Også gik der igen rigtig mange dage, uden aktivitet på bloggen.
Vores liv har ændret sig en del på det sidste, blandt andet er jeg for alvor begyndt i skole. Nu skal det altså være at jeg får taget den HF.
Efter mange mange år væk fra den rigtige skolebænk, har det været meget hårdt for mig at starte op. Det har været hårdt både fysisk og psykisk, men alt det vejes op af jeg er kommet i den bedste klasse som jeg nogensiden har været i. Så jeg hænger i gør jeg, og jeg fuldføre.
Med starten på HF, har jeg også budt velkommen til su´en og dermed har økonomien også ændret sig. Så har haft åbnet op for bestillinger af klapbukserne og hvilken modtagelse de har fået.
Billederne er et lille bitte udkast af dem jeg har lavet det sidste stykke tid.

Tanken om at lukke bloggen ned har været igennem mit hoved, men den fik lov til at fortsætte lige ud igen. Jeg vil slet ikke kunne undvære dette skønne land.
Nu arbejder jeg så bare med samvittigheden, når jeg ikke når at svare på kommentarer herinde eller få skrevet hos jer andre!