Vrangen ud!

lørdag den 8. november 2014

I dag læste jeg et skønt indlæg hos Libbie, som kun satte endnu mere skub i det indlæg jeg gik i gang med at skrive for længe siden, da jeg læste med netop her hos Betina.

Sagen er den at jeg for et godt stykke tid siden glemte at være tro mod mig selv og det jeg ønsker at stå for!
Det er ingen hemmelighed jeg har ramt bunden et par gange i form af sygdom og depressioner, men sandheden er at denne gang lod jeg det virkelig løbe løbsk.
Jeg tog er KÆMPE spring da jeg sagde farvel til lejligheden i København og min meget kendte hverdag, for at flytte på landet til en ny og ukendt hverdag! Men hvad pokker, det kunne jeg da klare uden at blinke. Jeg tog så meget fejl.

Først for ca. to uger siden gik det virkelig op for mig hvor langt ude jeg var. Søvn var en by i Rusland og mine tanker var mørke, som i virkelig mørke. Da jeg for år tilbage arbejdede hos DSB, havde jeg virkelig en afsky for mennesker der tog sit eget liv ved at springe ud foran toget. Var de ikke klar over hvor meget de påvirkede et fremmet menneske, som "bare" passede sit arbejdet, når de lige følte behov for at blive til mos på ruden. Nu var det bare sådan, at jeg i mine mørke tanker, blev en af dem der rent faktisk lå og forstillede mig hvor hurtigt og ligetil det kunne være, hver gang jeg kunne høre toget køre forbi ude foran. Så langt ude har jeg aldrig været før. Jeg har tænkt mørkt, men aldrig sådan. Jeg har før kunne styre det ved hjælp af medicin og en enkel samtale her og der. Denne gang er det bare som om der er noget mere. Så mange spørgsmål som jeg gerne vil have besvaret og så stor en frygt for at miste dem der står mig nær, alt imens jeg føler jeg ikke slår til nogen steder!
Hvordan vinder man sådan en kamp?

Jeg ved det helt ærlig ikke, og det kommer dælme også an på hvilket tidspunkt man fanger mig på, hvor optimistisk jeg er. 
Min begyndelse på Uni, har fået et brat slutning! Det er ikke det jeg skal nu, det kan jeg simpelthen ikke. Hvad jeg så skal? Tja, jeg skal vel søge noget arbejde, bare ikke nu!
Nu skal jeg finde tilbage, på den ene eller anden måde. Finde tilbage i rollen som mor, så jeg med god ro i sindet kan smide mig i sengen om aften og sige til mig selv at jeg gjorde det godt nok! Så må alt andet sku vente lidt endnu.


Bloggen vil igen blive mit vindue til mit liv, både når det er sjovt, kreativ, surt, kedeligt og pisse fantastisk.
Så velkommen tilbage til min lille verden, hvor jeg det næste stykke tid vil huske mig selv på at det er okay bare at være mig, ikke leve i et bo bedre hjem, Vito dør ikke af jeg glemmer at børste hans tænder en enkel aften og mælken også kan blive sur herhjemme!

4 kommentarer :

  1. Hvor kan jeg nikke genkendende til meget af det du skriver, men vi må jo huske på, at vi blot er mennesker og så tage en dag af gangen. Det prøver jeg i hvertfald selv at gøre.

    SvarSlet
  2. Et meget ærligt og sandfærdigt indlæg som viser din kampgejst for livet...dejligt at læse at du vil vende livet og hverdagen...:-)

    SvarSlet
  3. Tak for din ærlighed! Mon ikke snart du finder en vej ud af mørket?!

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.

Proudly designed by | mlekoshiPlayground |