Dagen i morgen

I morgen er dagen hvor jeg skal på sygehuset.
På sygehuset til kontrol med min pacemaker.

For en uge siden, når folk spurgte hvordan jeg havde det med det, var jeg helt cool.
Nu sidder jeg her aften før, og er sku ikke særlig stor. Jeg ved godt det bare er til kontrol, men jeg ved også at det snart er oppe over for at den skal skiftes.
Det er jo ikke noget vildt eller voldsomt indgreb der skal laves, men alligevel sidder jeg her og er allerede bange.
Bange fordi at da jeg første gang fik det lavet, havde jeg mine brødre og min far lige ved siden af mig, hvis jeg fik brug for hjælp, de var med mig på sygehuset da jeg blev kørt ind og med mig da jeg kom ud.

Men hvad med denne gang?
Paw har fået skønne Gabriel, men Karina som jeg holder så uendeligt meget af.
Bo har fået søde Ann og de to er så ny forelsket.
Min far, den gamle mand, har så meget at se til og nyder sit liv på pension.
Jeg er selv blevet mor til skønne Vito og ved jeg har Ralf ved min side.

Jeg burde være voksne, jeg er jo mor, nærmest kone, tapper lillesøster og den evige glade datte.
Hvordan skal jeg kunne "rive" op i deres verden lige nu, og bede dem være der for mig, uden at jeg vil være til besvær, over for deres hverdag, deres job, og deres liv.

Her sidder jeg, er egentlig så møg bange dybt inde i, selvom der jo nok ikke er noget at være bange for.
Mest af alt savner jeg mig mor, og selvom det er så mange år siden hun gik bort, føler jeg mig som denne lille pige der mest af alt bare gerne vil høre mig mor sige at alt skal nok gå.

Hvordan fortæller man sin 2 årigt søn at jeg ikke kan løfte ham, hvis han bliver ked af det, når jeg har været inde og få skiftede pacemakeren, hvordan forklare jeg ham, at mor ikke kan lege lige så vildt og sjovt som jeg plejer?

I morgen efter sygehus besøget tager vi ud til Ralfs mor.
Det eneste tidspunkt jeg ikke har haft hoved under armen i dag, var da jeg lavede kager.